Arbejdsklimamålinger og lederpejlinger
Hos Rådgivende Sociologer har vi mange års erfaring med at gennemføre APV'er, arbejdsklimamålinger, medarbejdertilfredshedsundersøgelser og lederpejlinger for organisationer og virksomheder. Da vi ikke har stor tiltro til standardiserede koncepter for denne type undersøgelser, skræddersyr vi i samarbejde med kunden en undersøgelse, der passer til den aktuelle virkelighed i organisationen/virksomheden.
I undersøgelser vedrørende arbejdsklima og medarbejdertilfredshed har vi gode erfaringer med at indrage social kapital - både i formuleringen af spørgsmål og som analytisk optik. Social kapital handler om tillid, normer og netværk og hjælper os til at vurdere kvaliteten af relationerne i virksomheden/organisationen - både medarbejderne imellem og mellem medarbejdere og ledelse.
I planlægningsfasen af undersøgelsen afgøres det sammen med kunden, hvilke temaer, der skal være de centrale i undersøgelsen. Typisk indgår temaer som generel medarbejdertilfredshed, psykisk og fysisk arbejdsmiljø, samarbejdsforhold, nytænkning, kompetenceudvikling, brugen af de menneskelige ressourcer, indflydelse og motivation, kommunikation, vurdering af ledelsen, m.m. Men det kan også være, at der er andre forhold som kunden ønsker undersøgt og dokumenteret - det kan fx være virkningen af omstruktureringer og organisatoriske forandringer.
I afrapporteringen af undersøgelserne præsenteres medarbejdernes besvarelser i anonymiseret form og ligeledes indgår anbefalinger til handling og mulige indsatsområder for det videre arbejde. Ønskes undersøgelsen opfulgt af en proces, inddrages erhvervspsykologer i samarbejdet.
Vores mangeårige arbejde med denne type undersøgelser tæller både ministerier, kommuner, NGO'er samt private og offentlige virksomheder.
